Velkommen til Frank Hollinger

Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig, og det er er en fornøjelse at byde en af de danske Archicad-pionerer velkommen til Graphisoft Center Danmark teamet.

Frank Hollinger har været med til at implementere BIM bredt i den danske byggebranche og har både slået sine folder i arkitektvirksomheder, hos de rådgivende ingeniører og har været en central skikkelse i NCC’s omfavnelse af VDC.

Hos Graphisoft Center Danmark fortsætter Hollinger sit digitale virke og skal blandt andet optage dronevideoer af byggeprojekter.

”Jeg har længe været interesseret i dronefotografier, og hvordan de understøtter byggeprocessen. Hos NCC anvendte vi droner til at udvikle digitale terrænmodeller, som vi blandt kunne bruge til at styre logistikken på vores byggepladser. Så jeg glæder mig til at lave videoer med flotte byggerier”, fortæller Frank Hollinger.

Drejebog for øget samarbejde mellem arkitekter og ingeniører

Den seneste version af Archicad indeholder en række nye funktioner, der gør det mere anvendeligt for både konstruktions- såvel som installationsingeniørerne. Udover dronefotografier skal Frank Hollinger også producere en drejebog for, hvordan man bedst muligt etablerer et velfungerende workflow mellem arkitekter og ingeniører i Archicad.

”Jeg glæder mig til at trække på min mangeårige erfaring til at skematisere et effektivt workflow, så alle faggrupper arbejder sammen i Archicads cloudbaserede løsning”, fortsætter Frank Hollinger.

Frank Hollinger er uddannet arkitekt fra Kunstakademiet i København og er en af BIM-pionererne inden for den danske byggebranche. Da Frank Hollinger arbejdede hos Danielsen Architecture, begyndte de at møde krav fra deres bygherrer om digitale afleveringer, og da Hollinger blev introduceret for, hvad man kunne gøre i Archicad, var han ikke længere i tvivl.

”Da jeg så, hvad man kunne gøre i et BIM-program med hensyn til hvad man kunne tegne og tildele de enkelte elementer de relevante informationer, var jeg solgt”, hvorefter han var med til at implementere BIM på tegnestuen.

Erfaring med BIM og VDC fra NCC

Efter en årrække blev han tilbudt at være Archicad-forhandler, inden han blev ansat i NCC, hvor han var med til at implementere BIM/VDC i den store entreprenørvirksomhed.

”Jeg var med til at etablere et digitalt landskab på tværs af faggrupper, hvor vi i starten fokuserede på det visuelle, inden vi begyndte at stille krav til data og informationer, hvor vi håndterede kvalitetssikringen. Efterhånden som IFC blev mere udbredt, stillede vi også IFC-krav i vores kravspecifikationer”.

Fra NCC over AFRY til Graphisoft Center Danmark.

”Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig, og selvom jeg gennem alle årene har brugt Archicad, så føler jeg ikke, at jeg har brugt det nok. Derfor var jeg på udkig efter et sted, hvor jeg kunne bruge mine kompetencer, og der er næppe et mere oplagt sted end Graphisoft Center Danmark”.

Hos Graphisoft Center Danmark er vi glade for at kunne slutte ringen og byde Frank Hollinger velkommen til.

Fotos af Kasper Løjtved

Forrige
Forrige

National strategi for bæredygtigt byggeri fremhæver BIM som afgørende for klimavenligt byggeri

Næste
Næste

buildingSMART Danmark Boost webinar: Forstå IFC