Velkommen til Sidsel og Amalie

Et nanoskridt for menneskeheden, men ikke desto mindre et gigantstep for Graphisoft Center Danmark. Vi har ansat Amalie og Sidsel som de første studentermedarbejdere i vores virksomheds historie.

Stort velkommen til Amalie og Sidsel Maria Vincents Jansen som Graphisoft Center Danmarks nye studentermedarbejdere. De skal blandt hjælpe os med at komme i dialog med de videregående uddannelsesinstitutioner, og med tiden skal de også løse mere tekniske udviklingsopgaver samt hjælpe med de mere simple support-opgaver.

Amalie og Sidsel læser begge Bygningsdesign på DTU på femte semester og er således halvvejs gennem deres uddannelsesforløb. ”Bygningsdesign er en kreativ ingeniøruddannelse, hvor der også er fokus på design, og derfor giver det god mening at lære et intuitivt BIM-program, der gør det let at give ens projekt et lækkert udtryk,” fortæller Amalie.

”I og med at Archicad er et BIM-program, der også fokuserer på det visuelle udtryk, er det oplagt til mange af de projekter, vi laver på DTU,” supplerer Sidsel efter at have stiftet bekendtskab med programmet.

Søgte studiejob med fokus på BIM

Amalie og Sidsel har besluttet sig for at fokusere på BIM gennem den resterende del af deres uddannelsesforløb, hvilket de begge gerne ville kombinere med relevante studiejobs. Derfor lavede Amalie en googlesøgning, hvor hun skrev BIM og studenterjob, og så dukkede vores stillingsopslag frem. ”Jeg kontaktede Graphisoft Center Danmark, og så gik det stærkt. Jobsamtalen gik godt, og jeg synes det lød spændende, men også en smule udfordrende, så derfor forslog jeg, at vi splittede studentermedarbejderstillingen op i to,” forklarer Amalie. ”Vores studie gør meget ud af gruppearbejde, og jeg synes den sparring, der opstår, når man er to om at løse opgaverne, er værdifuld. Derfor forslog jeg, at Thomas og Pawel skulle tale med min studiemakker Sidsel.”  

Efter en måneds tid føler Amalie og Sidsel efterhånden, at de er faldet godt til og begynder også for alvor at få øjnene op for, hvad Archicad kan. ”En af vores opgaver er at brede kendskabet til Archicad ud på ingeniør-, arkitekt- og bygningskonstruktøruddannelserne,” forklarer Amalie. ”Og allerede nu kan jeg se, at det giver så meget mening.” Sidsel forklarer, at Archicad er relevant i forhold til mange af de projekter, de laver på studiet. ”Hvis vi havde kendt til Archicad tidligere, havde vi anvendt det på vores studie, da det er meget lettere at lave flotte visualisering og projekter, selvom man ikke er superbruger endnu, i Archicad end i de andre programmer, vi anvender på studiet,” fortæller Sidsel.  

Tester energiberegninger og CO2-aftryk

Lige nu tester Amalie og Sidsel blandt andet, hvordan man laver energiberegninger og måler CO2 aftryk i Archicad i forhold til de mere tekniske beregningsprogrammer. man lærer på ingeniørstudiet. ”Vi føler, at vi er havnet det rigtige sted, hvor vi har stor frihed til at planlægge vores arbejde. Og så er det dejligt, at vi kan bruge hinanden til at løse opgaverne – også når vi skal i gang med at supportere kunderne,” fortæller en smilenede Sidsel.  

Amalie og Sidsel føler, at kombinationen mellem deres studiejob og deres uddannelse går op i en højere enhed, og at de kan anvende Archicad til at lave bedre studieprojekter. En indsigt de vil brede ud til uddannelsesinstitutionerne, ligesom de ser mange fordele i at anvende Archicad i deres fremtidige virke som bygningsingeniører.  

De er også glade for stemningen på vores kontor på Rentemestervej. ”Der er en dejlig stemning hos Graphisoft Center Danmark, hvor fagligheden er i top, men der også bliver spillet musik på vinyl. Og så spiser vi godt”, afslutter Amalie og Sidsel samstemmende.

Bonusinfo: Sidsel købte sin allerørste vinylplade, da hun var til lytteparty på Jungs ’Forfra Forbundet’ på Bremen. Jung indgår nu i vores til stadighed voksende vinylsamling.  

Forrige
Forrige

Building Together – Gratis virtuel konference

Næste
Næste

Danske Landskabsarkitekters 90-års jubilæum