Komparative LCA-beregninger
Vi har tidligere skrevet om vores ønsker og idéer til mere retvisende LCA-beregninger som en del af bygningsreglementet. Men indtil det forhåbentlig bliver en realitet, er der masser du selv kan gøre.
Skal du sammenlige to LCA-beregninger, kræver det, at begge er beregnet på samme måde. Derfor er det en gave, at BR18 så præcist beskriver, hvordan LCA-beregninger skal udføres for at leve op til deres krav. Men er du lidt mere ambitiøs, vil du måske gerne medregne transport af byggematerialer, så du f.eks. får et mere retvisende billede af klimaaftrykket på hhv. granit fra Norge eller Kina. Det kunne også være, at du vil medregne det faktiske energiforbrug til bygningens drift, frem for det alt for lave energiforbrug, som Be18 beregner. Måske har du data for energiforbruget på byggepladsen eller vil medregne materialespild under udførelsen. Det kunne også give rigtig god mening at medregne fast inventar.
Der er med andre ord masser af plads til forbedring.
Løsningen hedder komparative LCA-beregninger og indebærer, at du i stedet for at præsentere et LCA-resultat efter BR18s anvisninger beregner LCA på flere løsningsforslag, hvor beregningen inkluderer de faser og elementer, som du synes giver bedst mening.
Det svarer lidt til at komme ind på en restaurant, hvor der står den samlede mængde CO2 ud for hver ret på menukortet. Det er lidt underordnet, hvordan beregningen er lavet, så længe alle retterne er beregnet på samme måde, så du kan sammenligne. Og ligesom det helt automatisk vil få den støre bøf til at se lidt mindre lækker ud, så vil komparative LCA-beregninger på dine projekter også “nudge” bygherre til at vælge en mere bæredygtig løsning. – Også selv om den måske er lidt dyrere.
Et eksempel kunne være, at du i Archicad og DesignLCA laver en LAC-beregning af bygningen med det faktiske energiforbrug til opvarmning, køling, ventilation, lys og elapparater. Også selvom det giver et væsentlig højere resultat end BR18-kravene, hvor du kan benytte den falske lave energiramme-beregning fra programmet Be18. Du kan også lave en LCA-beregning med 2 lags glas over for en beregning med 3-lags glas i vinduer og døre. Du kan vise forskellen på at rotere bygningen i forhold til verdenshjørnerne og solens bane. Du kan også vise forskellen på om taget hælder mod syd eller nord, eller om det store vindue i spisestuen placeres i øst- eller syd-facaden. Noget andet som mange ikke overvejer er, at loft til kip medfører flere byggematerialer og større opvarmet bolig-volumen, så det kunne også give mening at sammenligne den designløsning med en fladlofts-løsning. Det er jo alt sammen reelle overvejelser, som LCA-beregninger udført efter bygningsreglementets krav ikke giver et fyldestgørende svar på.
Man kan også forestille sig en landskabsarkitekt, som gerne vil beregne LCA for arealerne omkring en etagebolig. Her ønsker landskabsarkitekten måske at regne transport af byggematerialerne med og beregne over 30 år frem for 50. Det er på alle måder også helt fint med en komparativ LCA-beregning, hvor man sammenligner den dygtige landskabsarkitekts vision med slyngede grusstier mellem biodivers-beplantning med klimaaftrykket fra et “minimums-projekt” med SF-sten og asfalt over hele arealet. Så kan bygherre sammenligne den oplevede værdi af de to løsninger og udgifterne til anlæg og vedligehold og sammenholde den op imod klimaaftrykket for de to løsninger.
Et sidste eksempel kunne være, at man vil sammenligne en nybygget privatbolig i traditionel størrelse (omkring de 150 m2) med en langt mindre bolig på ca. 1/3 af arealet. Her kunne det være reelt at medregne fast og løst inventar, da den lille bolig måske kræver en række komplekse multifunktionelle møbler, mens den større bolig har flere men også mere simple møbler. Derfor vil det måske være smart at lave to komparative LCA-beregninger, hvor man medregner løst og fast inventar.
Med DesignLCA beregnes automatisk de elementer som er tændt i 3D-modellen, hvilket gør det nemt at beregne LCA fra to projekter. Med Design Options i Archicad 27 er det endnu lettere at styre flere løsningsforslag i samme model. DesignLCA kan “stemple” LCA-beregningen på planen eller direkte i tegningsmaterialet og ved at slå “Update from addon” fra, kan du gemme resultaterne fra et løsningsforslag, mens du beregner et andet. – Det er intet mindre end genialt :-D
God fornøjelse med dine komparative LCA-beregninger …