Parametriske træer og andet grønt...
ArchiRADAR har udviklet en række grønne BIM-objekter, som f.eks. træer, buske, vægbeplantning, græsser, sten og visne blade. BIM-objekterne er fuldt parametriske, så du opnår de fordele med BIM, du kender, når du for eksempel downloader et digitalt vindue på nettet, som du derefter tilføjer dit BIM-projekt.
Parametriske BIM-objekter
Planterne fra ArchiRADAR indeholder både 3D-geometri til visualiseringer, et udvalg af 2D-ikoner til plan-visning, muligheden for stilistisk repræsentation i snit og opstalter (frem for et snit gennem 3D-modellen), mulighed for automatisk optælling i styklister. Derudover er der hele den parametriske del, som giver indtryk af et “intelligent” objekt.
På illustrationen herunder kan du se nogle af indstillingsmulighederne på et træ-objekt, samt et par eksempler på forskellige indstillinger i ARCHICADs arbejds-billede:
ARCHICAD, Grasshopper og RHINO giver planter ekstra liv
Hvert objekt kan “stretches” i både 2D og 3D. For eksempel kan vægplanter strækkes, så de dækker en en hel væg, uden at grene og blade bliver større, da det er hele planten, som bliver større. På samme måde, kan man vælge mellem flere forskellige detaljeringsgrader, som blandt andet afgør, hvor “tungt” træerne vil gøre modellen og projektet, samt hvor lang tid det tager at visualisere.
Det er sågar muligt at benytte træ-objekterne sammen med Grasshopper Connection til ARCHICAD, så både placering af træerne og styring af alle parametre sker via visuel programmering i Rhino og Grasshopper. Du kan se en video af koblingen mellem Rhino, Grasshopper, ARCHICAD og ArchiRADARs BIM-objekter hér:
Parametriske objekter gør det muligt at styre årstiderne
Et eksempel på mulighederne med parametriske objekter er, at man kan vælge hvilken årstid træer skal vise. Man kan styre tiden – den fjerde dimension – så træet størrelse er afhængigt af hvor længe det har groet. For hvert træ kan man med kaos-teori sikre, at to træer ikke er ens, selv om det er det samme objekt , der er sat ind i modellen.
BIM for landskabsarkitekter
Et andet eksempel er de utallige muligheder for at styre tegningerne – så godt som muligt. Der er en række 2D-ikoner til plan-visning, hvor nogle er fotorealistiske og andre er vektorgrafik. Man kan slå skygge til og fra efter behov.
På billedet herunder ser du 8 eksempler på planvisningen af samme træ-objekt. De 3 ikoner øverst til venstre er fotorealistiske, og resten kan du styre med forskellige pen-farver, -tykkelser og typer, samt hvordan en evt. slagskygge skal tegnes:
Forberedt til visualisering i Cinerender
Træerne er forberedt til visualisering med Cinerender, hvor man f.eks. kan slå vind til i videoer, så bladene bevæger sig mens kameraet panorerer langsomt forbi. Træerne kan også eksporteres til BIMx (fungerer bedst med BIMx Lab), som gør sig fænomenalt på en iPad eller Smartphone og netop viser sammenhængen mellem 2D-tegninger og 3D-model. BIMx kan sågar benyttes til Virtual Reality fremvisning af projektet med en smartphone og Google Cardboard v2.
Herunder ses en et træ visualiseret med Cinerender i ARCHICAD. Det vil sige, at visualiseringer i denne kvalitet kan lægges direkte på tegningsmaterialet, som så automatisk opdateres, når der laves ændringer i projektet – Kan man leve med denne kvalitet, slipper man for Photoshop:
Mulighed for at berige BIM-objekterne
En mangel i disse objekter kunne være muligheden for at vise rodvolumen, som f.eks. kan benyttes til kollisionskontrol med føringer i jorden eller til at vurdere om der er plads nok til rodnettet, hvis man f.eks. beplanter en tagterasse. Dette kan man dog selv modellere, f.eks. med Morph-værktøjet.
På samme måde, kan man selv tilføje ekstra data-felter til objekterne, hvis man f.eks. ønsker latinsk navn eller kvalitet som egenskabsdata, der fremgår af styklister eller på tegningerne.
BIM er jo stadig skabt til bygningsdesign, men bygninger svæver aldrig frit i luften (kun i Jullerup Færgeby). Både 2D-tegninger og 3D-model bør kunne vise landskabs-projektet tilfredsstillende, og man skal kunne udnytte fordelene ved BIM til både bygning og landskab – Det er flere og flere ved at få øjnene op for, og netop derfor er ArchiRADARS objekter så interessante.
Du kan få fat i ArchiRADARs objekter via deres hjemmeside, hvor planterne er til salg som enkelte objekter eller som pakker, hvor man køber flere objekter af gangen. Kig selv med hér >>