Pointcloud fra Matterport i Archicad

Da vi åbnede vores kontor for et par år siden, fik vi lavet en 3D-scanning af lokalerne. Det var Benedicte Damm fra BDC3D, som lavede scanningen med sit Matterport-system. Matterport er en 3D-scanner, som er særlig hurtig, nem at arbejde med og har en tilknyttet service i “skyen”, som gør det nemt at dele og benytte scanningen efterfølgende.

Vi optog lidt video undervejs, har samlet det med skærmoptagelser af importen i Archicad og processen med modellering fra punktskyen. Videoen varer ca. 17 minutter og kan ses herunder.

Arbejdet med at scanne foregår ved at man først placerer Matterport-scanneren i et hjørne af rummet og arbejder sig derefter langsomt rundt ved hele tiden at sørge for, at scanningener overlapper, så systemet kan genkende områder fra tidligere scanninger og derved automatisk sammenkæde scanningerne til en samlet model. Jo flere scanninger, jo færre “huller” kommer der i modellen. Det tog et par timer at lave en grundig scanning af vores lokaler, inkl. opstart og nedlukning, samt video-optagelser og hyggesnak.

Matterport-systemet optager samtidig fotos, som bliver koblet til en “dukkehus-model”, og noget der kan sammenlignes med Google Street View, hvor man hopper mellem kamerapunkter i den samlede model. Denne del af modellen kan tilgås via et web-link, og vi har altid vores model liggende til brug for kunder og kursister, som vil danne sig et indtryk af vores lokaler f.eks. inden et kursus. Du kan se vores model i web-vieweren hér →

Modellen leveres også som en punktsky (pointcloud), som kan importeres direkte i Archicad uden brug af anden software. Som man kan se i videoen, tager det kun få klik at importere punktskyen fra Matterport, så den er klar som udgangspunkt for modellering.

Archicad har dog den begrænsning i forhold til punktskyer, at man ikke kan importere en punktsky, som fylder mere end 4 GB. Årsagen er, at punktskyen i Archicad omdannes til en biblioteks-fil (.lcf), og disse filer kan aldrig være mere end 4GB i fil-størrelse. Har man et større projekt, må man derfor enten opdele det i flere filer eller mindske opløsningen (= øge afstanden mellem punkterne), så fil-størrelsen på hver fil holder sig under 4 GB. Dette kan man f.eks. gøre med det gratis “open source”-software Cloud Compare, som fungerer til både Mac og Windows.

Når nu Matterport er så nem, hurtig og billig i brug, så er det klart at der være noget man giver køb på – og det er præcisionen. Matterport-modellen er ikke helt præcis at måle efter, og derfor benyttede jeg en håndholdt laser-måler til at tage kontrolmål i x-, y- og z-retningen de steder i lokalet, hvor den største afstand var til at måle.

På tværs af hele vores kontor er afstanden fra væg til væg ca. 15 m og her målte Matterport-modellen ca. 15 cm forkert. Altså ca. 1 cm afvigelse pr. 100 cm. Om det er meget eller lidt, skal jeg ikke vurdere, men jeg ville personligt ikke bare bestille vinduer efter rene mål i Matterport-modellen. Min løsning i Archicad er, at skalere punktskyen efter de kontrolmål jeg havde lavet med håndholdt laser. Det betyder, at punktskyen nu i længde, bredde og højde er meget tæt på de sande mål, og jeg kan kun formode, at resten af mål, vinkler og forhold passer relativt præcist. Problemet er, at det kan jeg ikke vide med sikkerhed. Så hvis du skal bruge en model som du VED skal være HELT præcis, så skal du (A.) benytte traditionelle terrestriske laser-scannere på trefod og (B.) benytte en landinspektør til at levere modellen, da man i så fald har den største sikkerhed for præcision og ikke mindst mulighed for at klage til en part, som har sin egen forsikring. Det skal nævnes, at problemet med præcision også gælder punktskyer, som er scannet ved hjælp af SLAM-, Lidar-, fotogrammetri- og drone-teknologi

Dette billede er af både punktskyen og den endelige model vist med flere forskellige udtryk som fotokollage lavet i Photoshop.

Når modellen er importeret og evt. skaleret, så er det bare med at komme i gang med at modellere. Og det tager væsentlig længere tid at modellere efter en punksky end f.eks. efter en CAD-tegning, hvor man lige kan snappe til alle linjers endepunkter. Årsagen er, at man jo altid skal “sjusse” sig til, hvor en linje bedst ligger mellem en masse punkter, der aldrig danner en helt lige linje. En af årsagerne er, at f.eks. en væg aldrig er helt lige i hverken plan eller tværsnit. Dernæst er Matterport-scanningen ikke helt præcis, og til sidst vil der omkring hjørner aldrig være punkter, der rammer selve hjørne-punktet, så alle kanter ser altid lige afrundede ud i punktskyen. Det er bestemt til at arbejde med, men det tager tid. – Her håber jeg videoen giver et godt indtryk af, hvor lang tid det tager at modellere efter en punktsky i 3D. Modellerings-delen af videoen er speeded op med 8x hastighed.

Desværre havde vi ikke tændt skærmoptagelsen, da løst og fast inventar samt installationer blev modelleret. Især alle rørføringerne under loftet i køkkenet tager tid at modellere efter punktskyen, når de ikke er lige og rammer hinanden vinkeltret. Men her er Archicad nok det bedste software på markedet til at modellere eksisterende, skæve installationer!

En sidste lille omstændighed ved vores opmåling og modellering er, at vi jo naturligvis altid benytter nyeste version af Archicad, hvilket betyder, at modellen er blevet opgraderet fra Archicad 23 over 24 til 25 Update 2. Det har fungeret problemfrit, men af forfængeligheds-hensyn måtte køkken-elementerne erstattes af de nye, smarte køkken-objekter fra Archicad 25.

Vi håber, at I kan blive klogere på 3D-scanning og modellering fra punktskyer ved at se vores video. Hvis du har spørgsmål til opmålinger med Matterport, så tag endelig fat i Benedicte Damm fra BDC3D, og har du spørgsmål til import af punktskyer i Archicad og modellering efter dem, så kontakt os her hos GRAPHISOFT Center Danmark.

Forrige
Forrige

Guide til udarbejdelse af loftsplaner

Næste
Næste

Få testet dit BIM-projekt