Få testet dit BIM-projekt

BIM-projekter er ofte store og komplekse størrelser. En af fordele ved BIM er jo, at hele projektet er – eller kan være – i én fil, hvor flere medarbejdere arbejder parallelt. På nogle tegnestuer arbejder både bygningsarkitekter, landskabsarkitekter og ingeniører i samme projekt via BIMcloud, hvilket har en række fordele, men øger samtidig både størrelse og kompleksitet. Når projekter strækker sig over flere år – måske med pauser og udskiftning af medarbejdere undervejs – bliver kompleksiteten ikke mindre.

En særlig egenskab ved BIM er, at projektets komponenter er klassificeret og struktureret på en række forskellige måder, der danner grundlag for, at BIM-softwaren kan automatisere en række processer, men som også sikrer, at BIM-data kan udveksles på en måde, som giver mening for ens samarbejdspartner og bygherre.

Kombinationen af størrelse, kompleksitet, kravet til struktur og mange involverede medarbejdere gør, at der nemt kan komme rod i projektet. BIM-programmerne har uendelig mange muligheder og funktioner, og mange opgaver kan løses på forskellige måder. Når først der kommer rod i projektet, kan det blive tungt og langsomt at arbejde med. Fil-størrelsen kan eksplodere, og der kan opstå fejl og “chrashes” hvor programmet går ned eller “fryser”. Dette kan koste spildt arbejdstid og dermed potentielt også medføre et økonomisk tab.

For at undgå dette, øge forståelsen for hvad der er i vejen med ens projekt og for at uddanne brugere i hvad de kan gøre for at afhjælpe problemerne, har GRAPHISOFT lavet en standardiseret projekt-test, kaldet Project Audit.

Alle projekt-illustrationerne i denne blog-post er fra JUUL | FROST arkitekters Archicad-projekt Granskoven i Glostrup. Illustrationerne er skærmbilleder fra Archicad, som er efterarbejdet i Photoshop.

GRAPHISOFT Project Audit

At udføre en Project Audit er ikke noget, man bare lige gør. Hos GRAPHISOFT Center Danmark har vi pt. to medarbejdere, som er blevet certificeret til at kunne udføre disse tests. Testen kræver en række særlige værktøjer, som automatiserer gennemgangen af et projekt, kombineret med almindeligt tilgængelige værktøjer og så manuelt arbejde. Al opsamlet data bliver sendt til GRAPHISOFTs hovedkvarter i Ungarn, som samler det hele til en lang rapport (over 40 sider på engelsk), hvor projektet får karakterer fordelt på en række parametre.

Overskrifterne for gennemgangen er:

  1. Library Management

  2. Project Management

  3. Attribute Management

  4. Project Settings

  5. Project Preferences

  6. Project Structure

  7. External Content

Rapporten er fyldt med links til GRAPHISOFT Community, så man kan se, hvordan problemerne kan afhjælpes. Hvert afsnit afsluttes de udover med projektspecifikke kommentarer og råd fra personen, som har udført testen. Når rapporten er udarbejdet, præsenteres den hos kunden, så vi kan forklare de forskellige karakterer og bemærkninger, præsentere løsninger, der afhjælper de aktuelle problemer, samt vurdere hvilke områder, det giver mest mening at fokusere på.

Vi er lidt stolte over, at GRAPHISOFT Center Danmark er blandt de allerførste partnere uden for GRAPHISOFTs hovedkvarter i Ungarn, som er certificeret til at tilbyde Project Audit. Vi har netop leveret vores første rapport til JUUL | FROST arkitekter, som har udlånt et af deres projekter til brug for testen. Projektet Granskoven i Glostrup er typisk for tegnestuen, men nok lidt større og lidt mere komplekst end GRAPHISOFT havde forventet, da de udarbejdede rammerne for Project Audits. Projektet er et større boligbyggeri med landskab omkring bygningerne og BIM-projektet gør brug af uhyre mange “Hotlinked Modules” af både Archicad-filer, men også IFC-filer fra ingeniørerne. Vi er meget taknemmelige for, at JUUL | FROST arkitekter vil lade os vise deres Project Audit frem, og at de tør stå ved, at alle projekter indeholder et optimeringspotentiale, og at ingen er projekter er fejlfri.

Hvad kan man lære af Project Audit?

I rapporten for JUUL & FROST arkitekter var der da også en række interessante punkter at slå ned på. Nogle af dem nævnes her:

Unødigt mange emner i “Embedded Library”. Archicad-filen kan indeholde emner i det interne bibliotek, hvilket fungerer helt fint, men i dette projekt var der unødigt mange (1.070) mapper i mapper som indeholdt de samme få objekter eller materiale-billeder. En grundig oprydning ville kunne gøre Archicad-filen mindre, så brugerne undgår ventetid, når det interne bibliotek bliver opdateret og projektet åbnes. Dertil var der også nogle store billedfiler på mere end 50 mb hver, som formentlig kunne slettes, da de ikke var i brug på projektet.

I projektet var der linket flere mapper som biblioteker. Hvis man gemmer disse mapper som biblioteks-filer (.lcf), vil man igen undgå ventetid, når bibliotekerne bliver opdateret, og projektet åbnes.

Som en positiv kommentar var der næsten ingen manglende biblioteks-dele (“missing library parts”) og slet ingen biblioteks-emner, som blev linket flere gange (“duplicated library parts”), hvilket ellers er en typisk fejl i mange Archicad-projekter.

Endnu en positiv kommentar er, at der kun var få “Solid Element Operations” i projektet, hvor objekter benyttes til at skære geometri fra andre objekter. Dette kan ofte være nødvendigt, men benyttes det mange gange, vil det gøre projektet langsommere.

Noget som helt sikkert gør projektet tungt og langsomt er, at der er utrolig mange objekter i JUUL | FROST Arkitekters projekt – måske fordi både bygnings- og landskabsarkitekter arbejder sammen i samme fil. Helt præcis 281.077 objekter. Mange af disse objekter er 2D-elementer i plan-visning, som med fordel ville kunne erstattes af Archicad-objekter. Mange af 2D-elementerne er grupperede (over 6.000 grupper), hvilket yderligere nedsætter hastigheden på projektet.

Antallet af polygoner fortæller noget om, hvor tung 3D-geometrien er. I projektet er der 3.794.064 polygoner, og da tallet er under 5.000.000, er det faktisk i orden. Dog kan man se, at de to møbler “Designer Chair” og “Sofa” udgør over 15% af det samlede antal polygoner, og da de netop er sat til forskellige detaljeringsgrader, vil man formentlig kunne optimere projektets hastighed ved at indstille dem alle til lavest mulige (eller i det mindste den samme) detaljeringsgrad.

I projektet er der 31.696 duplikerede objekter, hvilket betyder, at præcis samme objekt er placeret præcist samme sted flere gange. Man vil formentlig bare kunne slette alle disse objekter, uden nogen problemer. Problemet kan være opstået ved, at man har linket modeller ind i projektet og eksploderet dem uden at være opmærksom på, at samme objekt derved bliver placeret samme sted flere gange. – Et oplagt sted at slanke projektet uden nogen ulemper!

I samme kategori er “2D Linework Consolidation”, som er en funktion i Archicad, som fjerner 2D-linjer, hvis de ligger under tilsvarende elementer og derved ikke kan ses. I projektet var der over 900 duplikater af 2D-elementer, som bare kan slettes. Derudover kan man automatisk redigere overlappende linjer, samle enkelte linjer som støder op imod hinanden og justere andre linjer så man ændrer over 4.000 2D-elementer, hvilket igen gør projektet hurtigere i plan.

Det samme gælder for “2D Fill Consolidation”, hvor 620 Fills kunne slettes eller ændres for at øge hastigheden i plan.

Under overskriften struktur er der en masse fejl, som giver lavere point i den samlede score, men som dækker over stavefejl i lagnavne, skift mellem store og små bogstaver, m.v. Det er altså meget små problemer, som kommer til at fylde (måske lidt for) meget i rapporten.

En anden overskrift er “Project Settings”, hvor man gennemgår om f.eks. “Magic Wand” er sat til at følge krumninger i meget høj detaljering, så en uopmærksom bruger måske kommer til at gøre projektet tungt ved en fejl. Det er altså ikke en fejl i projektet, men bestemt noget det giver mening at kigge på som en forebyggende handling. Udover “Magic Wand” kan det også være at “Autogrouping”-funktionen er slået til, hvilket giver mange grupper. At “Snap points” er indstillet til f.eks. hver 200 mm mellem hvert krydsende element frem for halveringspunket i hele elementets længde. Mange “Snap points” tager nemlig tid for computeren at udregne og gør derved visningen langsommere.

Dette projekt fik også fejl for ikke at have arkitektens navn og logo lagt ind på BIMx-filen, samt et flot “Project Preview”-billede til at præsentere projektet i BIMx. Årsagen er, at BIMx ikke har været benyttet på dette projekt, så det har slet ikke været aktuelt. Det samme gælder manglende indstilling af bæreevne og position (om et objekt er del af klimaskærm), hvilket ikke har været brugt, da klassifikations-systemet definerede dette. – Så nogle af de dårlige karakterer er lidt uretfærdige.

I alt fik projektet en samlet score på 68%, hvilket slet ikke er dårligt. Med denne rapport i hånden vil man nemt og hurtigt kunne lave en række rettelser, som vil gøre projektet hurtigere og give en højere samlet karakter. Og det er jo netop pointen med denne rapport og Project Audit i det hele taget: At brugerne bliver opmærksomme på de lavest hængende frugter i forhold til at gøre projektet hurtigere at arbejde med i hverdagen. Og tænk, hvis man på et projekt i denne størrelse kan spare nogle sekunder hver gang man skifter visning, så vil det samlet set være en stor besparelse set over flere års arbejde for adskillige medarbejdere.

 
 

Netop derfor er det yderst positivt, at JUUL | FROST arkitekter har vagt at bruge tid på at finde ud af, hvordan de bedst muligt optimerer det aktuelle projekt, men også hvordan de ændrer vaner og arbejdsgange, som vil gøre alle tegnestuens projekter lettere at arbejde med. Og en skjult fordel vil blive, at når flere medarbejdere arbejder mere ensartet, bliver det lettere at overtage andres projekter og flytte medarbejdere mellem projekter, hvilket er en skjult tidsrøver på alle tegnestuer.

Få din egen Project Audit

GRAPHISOFT Center Danmark tilbyder Projekt Audits til kunder med software-serviceaftale for kr. 1.950 (eks. moms). Prisen inkluderer en præsentation af optimeringsmulighederne, så man får mest værdi ud af rapporten.

Du kan se JUUL | FROST Arkitekters Project Audit ved at downloade rapporten hér. Kontakt os gerne, hvis du vil have testet et af dine projekter.

Forrige
Forrige

Pointcloud fra Matterport i Archicad

Næste
Næste

Opdateret lokalisering med nyt BIM-objekt