Fælles standarder giver bedre og billigere byggeri

Molio Magasin er spækket med interessante artikler om byggeriets digitalisering. I ”Fælles standarder skaber bedre og billigere byggeri” kommer Mikkel Hemmingsen, Administrerende Direktør, Sund og Bælt Holding A/S, Jakob Andreassen, IKT/BIM-ansvarlig, Rørbæk og Møller Arkitekter A/S og Thomas Graabæk, Graphisoft Center Danmark ind på fordelene ved openBIM.

 ”Der er betydelige økonomiske gevinster at hente ved at digitalisere byggeriet, og en afgørende nøgle til at få det fulde udbytte er at anvende åbne standarder som IFC og BCF. Det viser tal fra Molios Digitale Barometer, hvor 36% af de adspurgte svarer, at standarder for data og datadeling er den teknologi, der vil få størst betydning for deres forretning i løbet af de næste tre år”. Sådan lyder bylinen til artiklen om fælles standarder, der er publiceret i Molio Magasin.   

Fælles Standarder gør det nemmere at benchmarke

Mikkel Hemmingsen, Administrerende Direktør, Sund og Bælt Holding A/S fortæller, at det især er muligheden for at sammenligne på tværs af de involverede parter og andre projekter. ”Hvis vi har en 3D-model, er det rart at kunne dele den med vores leverandører. I stedet for, at de skal sidde og taste tingene ind manuelt, kan vi dele data med vores leverandører, så alle kan bruge de data, der passer bedst ind i deres system. De fælles standarder gør det også nemmere at udbrede algoritmebaserede løsninger, som vi bruger, når vi arbejder med kunstig intelligens. Og så kan vi blive bedre til at benchmarke – hvis vi for eksempel gerne vil benchmarke jernbanetunnellen ved Storebæltsbroen med andre broer”, forklarer Mikkel Hemmingsen.

Mulighed for at vælge de optimale BIM-værktøjer

Jakob Andreassen er IKT/BIM-ansvarlig hos Rørbæk og Møller Arkitekter og argumenterer for, at openBIM giver alle involverede parter:

Når man selv kan vælge filformat og bruge de værktøjer, der er mest optimale for en selv og for den opgave, man skal løse, arbejder man hurtigere og leverer højere kvalitet. Ved at køre projekter med fælles standarder får også de små virksomheder - som måske ikke ville have ressourcer til at omstille sig til et specifikt filformat - mulighed for at tage opgaven. Man udelukker ikke de potentielt dygtigste ved at kræve, at arbejdet udføres i et specifikt program.

Jakob Andreassen uddyber, at det stigende behov for data medfører et behov for flere platforme, der er linket til hinanden. ”I dag kan vi leve med, at informationer ikke befinder sig i en enkelt fil, men i et projektmiljø. Og det betyder, at der kommer bedre plads til de fælles standarder. Tidligere troede man, at alt kunne være tilgængeligt i én enkelt fil. Nu er man opmærksom på, at alt skal være tilgængeligt i en database-sammenhæng og være linket til hinanden. Det har vist sig, at ét enkelt format er utopisk i forhold til de enorme mængder af data, der er behov for”.

Datadisciplin er alfa og omega

Thomas Graabæk fra Graphisoft Center Danmark fremhæver, at disciplin og kendskab til hvordan udveksling på tværs af forskellige platforme fungerer, er en forudsætning for succesfulde projekter, der udnytter fordelene ved openBIM.

Der er nogle, der venter til allersidst med at eksportere til IFC, og så er indholdet ikke i samme kvalitet. Vi ser ofte, at der på de her fælles projektwebs ligger de softwarespecifikke filer, f.eks. Revit-filer, som bliver opdateret hele tiden, men at IFC-filerne er opdaterede sporadisk. Og så virker det ikke. Hvis man kommer til at låse al sin viden i en platform, så kan det godt være svært for entreprenøren at gå ind og høste data. Man skal løbende konvertere til IFC. Også selvom man samarbejder med parter, som bruger det samme filformat. For hvad nu hvis bygherrer gerne vil skifte rådgiver på et tidspunkt? Så skal han ikke være tvunget til at finde en, der bruger samme program.  

Molio Magasin udgives af Molio, og du kan hente magasinet som PDF her >>  

Forrige
Forrige

Are you ready?

Næste
Næste

Synliggørelse af Archicad