Gør modellen hurtigere...
Vi har tidligere beskrevet en række muligheder for at optimere ens BIM-projekt i Archicad, så man eliminerer frustrerende og kostbar ventetid, når projektet skal åbnes, når man navigerer rundt i tegninger og 3D-modellen, og lader Archicad udføre forskellige funktioner.
Archicad bliver hurtigere for hvert år
GRAPHISOFT gør næsten hvert år Archicad hurtigere. Det sker for eksempel ved brug af understøttelse af mange processor-kerner til at lave beregninger simultant, 64bit hukommelses-struktur og beregninger i baggrunden, hver gang man holder bare en kort pause mellem klikkene. I Archicad 23 introducerede GRAPHISOFT forbedringer af den “oplevede” hastighed af Archicad, ved for eksempel at lade flere projekter åbne på én gang og flytte alle fejl-meddelelser og dialogbokse til en fane, man selv kan tilgå senere.
Men på trods af, at både software og hardware hele tiden bliver hurtigere og hurtigere, bliver BIM-projekterne på tegnestuerne større og mere komplekse, med højere detaljering og flere informationer/klassifikationer på bygningsdelene.
Gør dit BIM-projekt mindre tungt
Løsningen kan være, at man opdeler sit projekt i flere dele, så man måske har en Archicad-fil for hver bygning, etage eller bygningsfløj, som samles i en Archicad-fil med landskab og omgivende bygninger. Man kan derudover også opdele projektet i fag-modeller, så arkitekten, konstruktionsingeniøren, ventilation, VVS, EL og landskab har hver sine filer. Hvis man virkelig vil opdele projektet, kan man faktisk også flytte alle Layouts over i en særskilt Archicad-fil, som alene er til styring af dokumentation.
Man skal dog huske, at hver gang man opdeler projekter, bliver hver del mindre tung at arbejde med, men samtidig kommer der mange flere filer, man skal hoppe i mellem for at styre hele BIM-projektet. Mange flere filer der skal åbnes, gemmes, eksporteres og flyttes mellem computere, server, harddiske og “skyen”. Det er altså på ingen måde en optimal løsning, at opdele sit projekt, selv op det på store, komplekse projekter kan være en nødvendig løsning.
Der er dog en lang række muligheder man kan kaste sig over for at gøre sit projekt mindre tungt, uden at opdele i mange filer. Det har vi som sagt allerede skrevet om i dette blogindlæg, men GRAPHISOFT har også en række muligheder beskrevet i denne artikel på deres Help Center.
For lige at nævne nogle få af GRAPHISOFTs forslag, så er det:
Slette objekter i Embedded Library, som kan erstattes af objekter i linkede biblioteker.
Fjerne unødigt tunge billedfiler til visualisering af overflader.
Undgå at modellere langt fra Archicads nulpunkt.
Undgå brug af for mange add-ons.
“Break Hotlinks”, som ikke behøver at være linket.
Lav af og til en “Save as…” og vælg derefter “Open & Repair” eller “Reshare” projektet til BIMcloud. Dette fjerne en masse metadata fra projektet.
Fjern inaktive brugere fra Teamwork-projekter.
Sørg for hurtig og stabilt netværk. Både det lokale netværk til serveren og internetforbindelsen til “skyen”. Vær opmærksom på, at kablet netværk stadig klart er at foretrække frem for wifi.
Strukturer dit Archicad-projekt
Måske er det allerbedste råd, at du skal sørge for at holde en god struktur på projektet helt fra starten. Derudover skal du jævnligt sørge for at rydde op i dine projekter, have en model-ansvarlig på større projekter, som holder modellen fri for gamle objekter, views, skitser, m.v. og holde data i modellen på et minimum i forhold til det output, du forventer fra BIM-projektet.