Koordinering af nulpunkter mellem CAD og BIM

Archicads nulpunkt, Survey Point og indstillingerne til Survey Point.

Vi får ofte spørgsmål omkring, hvordan man sikrer, at nulpunkterne matcher mellem landinspektørens CAD-tegninger og BIM-projekterne hos landskabsarkitekter, bygningsarkitekter og ingeniører. Det er faktisk super nemt, men der er nogle faldgruber, man skal passe på – blandt andet mellem Archicad og Revit.

I dette eksempel forestiller vi os, at landinspektøren har udsendt en række 2D-tegninger fra AutoCAD, hvor byggegrunden eller projektområdet er placeret korrekt efter landskoordinat – altså hundredvis af kilometer fra AutoCADs “World”-koordinat. Det er intet problem i AutoCAD, at projektet ligger langt fra nulpunktet, og det er heller ikke noget problem i Archicad. Det betyder, at man kan benytte kommandoen “Attach Xref” i Archicad og indsætte landinspektørens underlagstegning på et “Worksheet” og modellere hele sit Archicad-projekt omkring byggegrunden – flere hundrede kilometer fra Archicads nulpunkt.

Revit har dog en begrænsning, ved at man ikke kan modellere mere end ca. 16 km (10 miles) fra Revits nulpunkt. Derfor har man brug for at placere projektområdet tæt på Revits nulpunkt og så placere en markør kaldet Survey Point i landskoordinat til brug som nulpunkt for eksport af 2D-tegninger og 3D-model, der skal placeres efter landskoordinat.

Derfor anbefaler vi også Archicad-brugerne til at benytte samme lokale nulpunkt som Revit-brugerne. Det gør lettere at koordinere 2D-tegninger og 3D-modeller mellem alle rådgiverne (også landskabsarkitekter), både på tværs af lokalt nulpunkt og landskoordinat og på tværs af Archicad, Revit og AutoCAD. Archicad kan både importere og eksportere 2D-tegninger (DWG) og 3D-model (IFC) med både Archicads eget (lokale) nulpunkt og Survey Point (landskoordinat).

Hér kommer guiden til, hvordan man placerer sine nulpunkter på baggrund af landinspektørens DWG-tegning med markering af både landskoordinat (“World”-koordinat) og det lokale nulpunkt. Har du ikke en sådan tegning, så skal du bede landinspektøren om det. Gerne med det lokale nulpunkt placeret sydvest for matriklen og et rektangel placeret med nederste venstre hjørne placeret i det lokale nulpunkt og et “pænt” antal meter i X- og Y-retning af rektangelen, så rektanglen omkranser hele projektområdet.

  1. Åbn et nyt “Worksheet” og indsæt landinspektørens DWG via “Attach Xref”-kommandoen i “File”-menuen under “External Content”.

  2. Fra Archicads plantegning vises “Worksheet’et” som “Trace Reference”, og nu flyttes denne underlagstegning, så det lokale nulpunkt ligger præcist sammen med Archicads nulpunkt.

  3. Klik på knappen, så Survey Point vises, og træk Survey Point ned til underlagstegningens “World”-koordinat (landskoordinat).

  4. Bingo. – Det var det!

Nu kan man begynde at modellere omkring Archicads lokale nulpunkt og efter landinspektørens underlag som “Trace Referece”. Bemærk, at man også kan indsætte nye Xref’s – efter enten Archicads nulpunkt eller Survey Point:

 
 

Det er dog vigtigt, at fjerne fluebenet ud for “Specify On-Screen” og tilvælge “Drawing’s Own Origin” for at DWG-tegningen automatisk placeres med AutoCADs “World”-koordinat i Archicads nulpunkt.

Når man senere skal eksportere 2D-tegninger som DWG, bestemmer man i “DWG Translators”, hvilket nulpunkt der skal benyttes til eksporten:

 
 

Når 3D-modellen skal eksporteres som IFC-fil, sættes dette også op i “IFC Translators” i underindstillingen “Geometry Convertion for IFC Export”, hvor man med fine billeder kan vælge i mellem at eksportere både Archicads nulpunkt og Survey Point eller bare ét af dem :

De tre muligheder for eksport af nulpunkt(er) i IFC-filer. Billedet er af Archicad 25 Update 2.

Så det er altså rimelig nemt at importere en DWG-tegning med angivelse af nulpunkter og placere Archicads nulpunkt og Survey Point efter den. Der udover er det mindst lige så nemt, at vælge hvilke af nulpunkterne, som skal benyttes under eksport af DWG og IFC, så man sikrer at ens 2D-tegninger og 3D-model kan benyttes til koordinering, kvalitetssikring, mængdeudtræk og aflevering – uanset hvilken software medrådgiverne benytter og bygherre efterspørger.

Vi har lavet en video, som viser hele processen:

Du kan også læse mere om det på GRAPHISOFT Community >>

Bemærk, at der er nogle særlige omstændigheder, ved indsættelse af IFC i Revit:

  1. Revit kan ikke tolke en IFC-fil med 2 forskellige nulpunkter ( f.eks. lokalt nulpunkt og landskoordinat), så derfor skal man sende to IFC-filer med hvert ét nulpunkt.

  2. Revit kan ikke tage højde for, hvis brugerne har roteret tegningen, så den ikke er nordvendt. Derfor bør man dreje den tilbage, før man indsætter en IFC-fil, der er nordvendt. Efterfølgende kan tegningen drejes igen, og hver gang IFC-linket opdateres, vil det automatisk lande korrekt.

  3. Revit placerer altid IFC-filer i sit eget nulpunkt og ikke i Survey Point.

  4. I Revit kan man låse Revits eget nulpunkt (Project Base Point) op og flytte det. I de seneste versioner af programmet, behøver man ikke engang at låse det op (!). Men IFC-filer vil altid blive indsat, hvor Revits nulpunkt oprindeligt var placeret. Man bør derfor aldrig flytte Project Base Point i Revit.

  5. Mange Revit brugere modellerer ikke bygningen i korrekt højde i forhold til landskabet, men med overkant rådæk i stueetagen i kote +0. Dette kan man også korrigere for ved at placere Survey Point korrekt.


Det er utroligt, hvor mange problemer der er med at koordinere nulpunkter i byggebranchen. Det er kun ikke en BIM-ting, men har også været et problem dengang de fleste benyttede AutoCAD. Det er tydeligvis ikke et software-problem, så man må nok erkende, at det er brugerne, som ikke er særlig gode til at aftale nulpunktet før de begynder at tegne.

Det er så let at få styr på, men klart lettere i de helt tidlige faser, end når alle tegninger er næsten færdige, så lad os alle slå et slag for, at vi hjælper hinanden med at få lagt nulpunkterne korrekt fra starten…

Forrige
Forrige

Sådan får du succes med IFC

Næste
Næste

Team4BIM – online hjælp til dine projekter...