Team4BIM – online hjælp til dine projekter...

Alle tegnestuer kæmper med bemanding i takt med projekter starter og slutter, deadlines rykker, lokalplaner trækker ud, bygherrer ændrer forudsætninger, og medarbejdere bliver langtidssyge eller siger op. Samtidig er der en række opgaver på de fleste projekter, som kræver mange timers arbejde, selv om det ikke er en del af designprocessen eller en kerneopgave for arkitekten. Det kan for eksempel være at modellere terræn fra ufuldstændigt tegningsgrundlag, modellere bygninger fra indscannede tegninger eller 3D-scannede punktskyer, ligesom at nogle tegnestuer vælger at outsource udarbejdelsen af visualiseringer. Såfremt man vælger, at udlicitere opgaver til eksterne parter, kan det ofte være svært at finde det helt rigtige match i form af en samarbejdspartner, som kan levere den rette kvalitet, hurtigt nok, både kan håndtere små og større opgaver og arbejder med de samme programmer og digitale platforme, som tegnestuen benytter i forvejen.

Verden bliver mindre i takt med at digitaliseringen stiger, og under corona-nedlukningen har vi alle vænnet os til, at arbejde sammen på afstand. Team4BIM er en virksomhed, der altid arbejder i et professionelt langdistanceforhold – en tegnestue med 18 uddannede arkitekter, som kan håndtere både Archicad og Revit.

Team4BIM er lokaliseret i Vilnius i Litauen og arbejder med egne lokale projekter, men udfører i høj grad opgaver for internationale tegnestuer – primært i Storbritanien og USA, men i flere tilfælde også i Norden, hvor specielt norske tegnestuer som f.eks. Spinn Arkitekter, der er eksperter i skolebyggeri, samt en række mindre producenter af privatboliger i træ.

Opgaverne, der produceres for andre tegnestuer, er hovedsageligt modellering af BIM-projekter fra punktskyer, skitser eller CAD-tegninger. Derudover arbejder de med modellering af MEP-systemer (installationer med rørføring, ventilationskanaler, stiger og kabler for føring af EL), trækonstruktioner i ArchiFrame og simple BIM-objekter uden parametri. 80% af opgaverne udføres i Archicad, ArchiFrame og MEP Modeler og nogle projekter leveres i BIMx eller Twinmotion.

Model udført af Team4BIM i Archicad. Billedet til venstre er med punktskyen tændt, og billedet til højre er alene bygningsdelene i BIM-projektet.

Team4BIM kan også arbejde med på projekter i BIMcloud, så samarbejdet føles som om, de sidder lige omme på den anden side af væggen. Det gør de naturligvis ikke, men underligt nok er de heller ikke længere væk end 45 minutters flyvetur fra København – det tager ikke meget længere end at flyve til fra København til Aalborg, men det er på mange måder en helt anden afstand.

Prisen for alle typer projektarbejde hos Team4BIM er kr. 150 (€20) i timen, som faktureres ugentligt. Der er ingen opstartsgebyrer eller minimumsgrænse for opgavens størrelse. Man betaler via Paypal, og stopper betalingerne, stopper arbejdet. Dette giver minimal risiko for begge parter og er en forretningsfilosofi, der er let at forstå, men det er samtidig svært at forstå, at lønningerne kan være så meget lavere på den anden side af Østersøen.

I Danmark er vi dygtige til design og produktudvikling. Vi er meget produktive og effektive, og så er vi vant til at bygge og producere efter komplekse regler og forskrifter. Vores krav og forventninger til form, funktion, teknik og æstetik er højere end mange andre steder i verden. Måske er det derfor, at danske arkitekter i dag bygger projekter over hele verden – i langt højere grad end udenlandske arkitekter bygger i Danmark. Erhvervsministeriet og Dansk Arkitektur Center har i flere år arbejdet på, hvordan vi i højere grad kan styrke eksporten af arkitektur, blandt andet ved at fjerne de digitale forhindringer. Men det står klart for alle, at det vi skal leve af i fremtiden ikke er at konkurrere på at udføre de mest simple og ensformige dele af processen i Danmark, hvor lønningerne er blandt verdens højeste. Vi skal vækste eksporten af arkitektur ved at konkurrere på netop arkitektur og design af højeste kvalitet, hvor vi i Danmark kan noget som meget få andre kan – måske på grund af vores kunstneriske uddannelser, eller måske fordi vores samfund og kultur er en inspiration i mange andre lande. Vores forståelse af lys, opfattelser af materialer og minimalistiske skandinaviske look er kendt over hele verden og er meget svær at kopiere.

Måske er Team4BIM den rette samarbejdspartner for din tegnestue og dine projekter. Måske er de ikke. Personligt synes jeg, at det ville være en fantastisk måde at dele ud af vores designfilosofi og tilgang til arkitektur og samtidig lære noget af at samarbejde med mennesker i et land og fra en kultur, som er meget anderledes end vores.

Disclaimer: GRAPHISOFT Center Danmark ikke har nogen økonomisk aftale med Team4BIM, og vi drager på ingen måde fordel af, at danske tegnestuer samarbejder med dem – men det kommer du måske til ;-)

Forrige
Forrige

Koordinering af nulpunkter mellem CAD og BIM

Næste
Næste

Når prisen på BIM-programmer stiger...