Ny IFC-guide: Import af IFC-filer i Revit og Archicad
buildingSMART Danmark har netop udgivet den anden IFC-guide, der denne gang viser ,hvordan du importerer IFC-filer i Revit og Archicad.
I 2019 udgav buildingSMART Danmark første del af IFC-guiden, der trin for trin viser, hvordan man eksporterer IFC-filer fra programmerne Revit og Archicad. Nu publicerer buildingSMART Danmark anden del af IFC-guiden, der gennemgår, hvordan du importerer IFC-filer i Archicad og Revit. Samlet er de to IFC-guider manualer for digital vidensdeling.
Hvad er IFC?
IFC er udviklet af buildingSMART og er et fælles filformat, som sikrer, at byggeriets parter kan kommunikere på tværs af fagdiscipliner og softwareplatforme ― i dag og i mange år frem. I Danmark er IFC blevet et almindeligt filformat for udveksling af fagmodeller, koordinering mellem fagrådgivere, kvalitetssikring, mængdeudtræk og aflevering til byg- og driftsherrer. Men for almindelige brugere kan det stadig være svært at overskue de mange muligheder for at styre geometri og data ved import af bygningsmodeller til IFC.
Ambitionen med buildingSMART Danmarks IFC-guider
Med IFC-import guiden håber buildingSMART Danmark, at gøre IFC mere tilgængeligt for almindelige brugere, så udveksling af IFC ikke kræver hjælp fra tegnestuens BIM-manager eller byggepladsens IKT-leder.
IFC-formatet er udviklet af organisationen buildingSMART, som i Danmark er repræsenteret af Molio. Begge guider er udarbejdet af Molio i samarbejde med Nicklas Verdier Østergaard (Schmidt Hammer Lassen Architects) og Thomas Graabæk, indehaver af FormFaktor, der forklarer
IFC-formatet er en robust måde at dele BIM-data mellem byggeriets parter, så man i højere grad kan benytte forskellige programmer og tilgå data på nye måder. Med de to dele af IFC-guiden bliver det tydeligt og yderst konkret, hvor simpelt det er at dele bygningsmodeller mellem Revit og Archicad. Når udvekslingen ikke fungerer, er det i langt højere grad et resultat af manglende viden og erfaringer, end det skyldes fejl i softwaren eller selve IFC-formatet. Det håber vi, at disse to guides kan afhjælpe.
Bygningsmodel af Molio-huset
Til brug for guiden er der udarbejdet en bygningsmodel af Molio-huset i Middelfart som eksempelfil i både Revit og ARCHICAD og som IFC-filer fra begge programmer. Det gør det med det samme muligt at se resultatet af de forskellige funktioner, hvilket gør det lettere at følge guidens beskrivelser.
Revit og ARCHICAD er forskellige programmer, og derfor bliver IFC-filerne heller ikke helt ens. Det er også̊ interessant for de mere avancerede brugere at dykke ned i forskellene på IFC-filerne fra de to programmer, hvilket de to IFC-guider begge også fremhæver.